Skoleskema 2022
I år har jeg lavet skema med frugt-tema - og igen i år med mulighed for at klippe-klistre fagbrikker på skemaet.
Skemaer fra tidligere år finder du herunder:
2020 med "skolegrej"-tema
2021 med slik-tema
Skoleskema (version 2021)
Dette skoleskema er beregnet til, at eleverne kan klippe fagbrikker ud og lime dem på skemaet.
Du finder både skema og fagbrikkerne her.
Hvis du foretrækker 2020-udgaven (med slik), så finder du link til den fil lige herunder.
Skoleskema (Version 2020)
Sikkert ikke det mest politisk korrekte skoleskema... Men sådan har jeg nu valgt at lave det.
Eleverne kan selv skrive fagene og ringetiderne ind i skemaet, eller de kan klippe og klistre fagbrikkerne ind (så er der også noget for finmotorikken).
Vær opmærksom på, at filen er lavet til A3-format - ændr selv størrelsen ved print, hvis du har behov.
Bogorm
Eleverne kan lave en boganmeldelse/bograpport udformet som en bogorm.
Folderne finder du her. Disse printes i A3-format og to-sidet. Du finder 5 forskellige farver, så eleverne evt. selv kan vælge - eller du kan vælge en farve, der passer til bogen.
De mange forskellige felter finder du her. Side 1 i denne fil, giver også lidt flere tips til anvendelse af materialet.
Brug ormen til en fælles klasse-roman - eller lad eleverne lave en "Bogorm" for individuelt læste bøger, så de på den måde kan give inspiration til hinanden.
Når alle delene er samlet og foldet (ormens hoved og hale er også foldet ind i folderen), så kan folderen være i en plastlomme, så den er let at transportere.
"Vennebog"
Her kan du hente en side, som kan anvendes til vennebog.
Der er et ark, som kan anvendes til forside. Lad eleverne bestemme titel og illustration, så den passer til den enkelte klasse.
Blandede foldebøger
Disse foldebøger er med forskellige temaer.
Du finder foldebøger til:
😀 Hvem er jeg? (3 varianter) Kan også bruges til personkarakteristik og lignende.
😀 Mine måltider/Det jeg siger om...
😀 Skabelsesberetningen
😀 Jorden
😀 Halloween
😀 Axel elsker biler
😀 Otto er et næsehorn
Find filen med alle bøgerne klar til brug her.
(Jeg printer arkene ud i A3)
Skriv i en pdf
Sundhed og trivsel
Til vores fælles faguge i uge 41 er vores overordnede tema: Sundhed og trivsel.
Til det formål har jeg lavet forskellige forslag til foldebøger, som vi skal anvende på 2. årgang. Vores elever kommer til at lave 2 foldebøger: en om kost samt en om sundhed mere generelt.
Du kan finde de forskellige forslag her.
Dørplakat
Efter at have set en engelsk dørplakat til klasseværelset, blev jeg inspireret til at lave en dansk version.
Direkte oversættelser kan være svære, så ordvalget er mit eget! Jeg synes, det passer til mine mål for min klasse. Og kommer jeg i tanke om andet - så kan den godt blive revideret.
Bogstavspillet
Dette spil kan anvendes til ordklassetræning - eller forfattere, hovedstæder og meget andet.
Dine elever kan spille med "det store kort" (side 3 i filen), hvor der lægges op at træne navneord, udsagnsord, tillægsord og egennavne.
Eller I kan lave mange små kort (side 4 i i filen), hvor eleverne skal nævne grøntsager, drikkevarer, hovedstæder og meget andet.
Målet i begge spil er at få dækket alle bogstaverne på sin egen spilleplade.
Hent filen her - og her kan du også finde spillereglerne.
PS: En udgave til engelskundervisning er på vej 🤭.
Åbne tegne-skrive-opgaver
Med inspiration fra flere steder har jeg (med lidt hjælp fra en kollega) sammensat nogle opgave til vores elever i 2. klasse.
Der er 8 opgaver - hver opgave fylder to sider; en tegneside og en skriveside. Vi printer og lægger materialer frem på skolen, hvor forældrene henter.
Boghylden
Disse bøger kan anvendes til at illustrere omfanget af elevernes frilæsning.
Bøgerne kan sættes op - én for én - rundt i klasseværelset (evt. som på en hylde øverst på væggen).
Vælg selv, efter dine og elevernes behov, hvilken bogrygtype, du synes passer bedst.
Filen er lavet, så den passer til at blive printet på A3-ark.
Sommer(ferie)ord
Find 25 sommer(ferie)ord i bogstavnettet.
Du kan vælge Elevark A eller Elevark B alt efter, hvad du mener er passende til netop dine elever.
Elevark A: Find 25 ord i bogstavnettet. De 25 ord er listet op nederst på arket.
Elevark B: Find 25 ord i bogstavnettet. Vær opmærksom på, at der er nogle sammensatte ord. Kig godt efter. Skriv ordene i tabellen nederst på arket.
På side 3 i filen finder du facitlisten. Hent filen her.
God fornøjelse.
Løb med simple ligninger
Rent undtagelsesvis har jeg lavet et løb til udskolingselever.
Det kan anvendes til automatisering/færdighedstræning/repetition af små ligninger.
Forklaring til anvendelse findes i denne fil.
SMS-besked
Min 4. klasse har skrevet beskeder i denne skabelon.
Udgangspunktet var i dette tilfælde Vildheks, hvor hovedpersonen skulle skrive en besked til sin mor. Eleverne skulle skrive den besked, som de mente, at hovedpersonen ville have skrevet til sin mor, hvis der var mulighed for det.
Men anvendelsesmulighederne er mange... Meddigtning til forskellige romaner, evaluering af et forløb - eller hvad du selv kan finde på.
Eleverne lavede først en kladde og skrev herefter beskeden på arket. De var glade for opgaven og gjorde sig også meget umage med at skrive pænt.
Du finder anvendelsesforslag i filen, hvor du også finder skabelonerne i flere forskellige udgaver.
Gentagelser - mønstre...
Mønstre kan se ud på mange måder.
Jeg har her lavet to forskellige typer:
- én fil, hvor alle mønstre er fladedækkende. Mønstrene kan være sammensatte flytninger, så mønstrene er fremkommet ved både spejlinger, drejninger og parallelforskydninger - eller ved én eller to af disse.
I de yngre klasser kan eleverne arbejde med genkendelse af gentagelser og farvelægning af mønstre, mens mellemtrinselever kan gå på jagt efter, hvilke type flytninger, der er brugt i de forskellige mønstre. Jeg har valgt, at nogle af mønstrene er er ens, men at den ene er i en "forstørret" udgave, så alle elever har mulighed for at lave et mønstre færdigt (de to ens mønstre er på to på hinanden følgende sider).
- den anden fil er "mandela-inspireret". Her har eleverne mulighed for at farvelægge et cirkulært mønster, eller de kan undersøge, hvordan mønstret er dannet (antal grader i drejningen).
Kræmmerhuse og mønstre
Kræmmerhuse og mønstre hænger meget fint sammen. Her finder du 5 forskellige versioner, der er lavet i forskellige sværhedsgrader og med forskellige muligheder for, at eleven selv kan være kreativ i mønsterdesignet.
Elevsamtaler
Samtaleark, der kan anvendes til samtale med den enkelte elev, eller kan bruges til forældrene taler med barnet hjemme om skolegang.
Der er flere anvendelsesmuligheder, som jeg har uddybet på første side (side 0) i dokumentet.
Puslespilsbrikker
Mange lærere laver puslespil i forskellige afskygninger med elever, hvor hver elev typisk laver sin egen brik...
Det synes jeg er en rigtig god idé, men min firkantede hjerne vil gerne have kanter på, og derfor har jeg lavet et sæt puslespilsbrikker med kanter og hjørner.
Jeg har selv brugt brikkerne til en taltavle i en 1. klasse - men anvendelsesmulighederne er mange.
BreakOutBox
Er du interesseret i BreakOutBox i matematikundervisningen, kan du finde mine eksempler på:
https://www.breakoutbox.dk/
Du kan finde eksempler, som jeg har brugt i 2., 4. og 5. klasse.
God fornøjelse!
Ark til foldediktat
En kollega ude i Facebookverdenen havde lavet en foldediktat . @Charlotte Geertsen skriver sådan om sin måde at anvende arket på:
I 2A startede vi op med foldediktater i sidste uge.
Jeg lavede en skabelon i A3 størrelse (se de sidste to billeder - det er 1 ark, jeg har taget billed af begge sider) og kopiere arket til alle eleverne - eleverne foldede og klippede selv. Staveordene fandt jeg fra ugens tekst i læsebogen.
Først skrev eleverne staveordene ned i deres foldebog - jeg havde skrevet dem på tavlen - så prikkede de vokaler og delte ordene på bagsiden af den flip de netop havde skrevet på, for tilsidst, at skrive sætninger med staveordene ved siden af.
Staveordene var lektie til i går - foldebøgerne blev vendt om og der blev skrevet og farvet stjerner ⭐️ efter hvor mange rigtige de havde. Eleverne tjekkede selv efter ved tage den flip op, der passede til det ord jeg sagde, efter de havde skrevet det.
Idéen var rigtig god - og derfor lavede jeg et printklar ark.
Se mere (incl. billeder fra Charlottes klasse)
Måske skal det tilpasses lidt - og det vil det blive, så snart jeg kommer i nærheden af en printer.
Bogstaver til krydsord
Spil er sjovt.
Til et spil, der kan kombinere dansk og matematik har jeg lavet bogstaver á la WordFeud.
Bogstaverne er lavet efter en liste (antal og point), som jeg fandt på nettet. Om det er den helt rigtige fordeling af points og antallet af bogstaver garanterer jeg ikke.
Det er til gengæld let at lave flere kopier/print af udvalgte bogstaver, som den aktuelle aldersgruppe mangler.
Ligeledes kan du lade være med at printe side 18 - og på den måde undgå q, x og z.
De er lavet i et format, hvor der er 6 bogstaver pr. A4-side, og finder du dem for små er det ret enkelt at printe på A3 i stedet.
Med den viste størrelse bogstavbrikker kan eleverne med fordel spille lægge bogstavbrikkerne på gulvet - på den måde er de fysiske begrænsninger mindre.
Der kan spilles i par eller i 3-mandsgrupper; to par/grupper mod hinanden, så ventetiden ikke bliver for lang.
Side 19-26 i filen er mønstersider, som er oplagte at kopiere på bagsiden - ét mønster pr. spil. Så er det let at sorterer bogstaverne i rette spil igen, hvis de skulle blive blandet.
God fornøjelse.
Bogstavkort
For nogen tid siden lavede jeg bogstavkort (til en kollega).
Jeg mener, at antal af de forskellige bogstaver er lavet ud fra antal i Wordfeud/Scrabble.
De er blevet anvendt både til bogstavkendskab - men også til forskellige staveaktiviteter/stafetter og lignende.
Kortene er lavet i ret tilfældige farver.... Der er altså ikke nogen systematik i farvevalgene.
120 ord i rammer
Ved en tidligere lejlighed har jeg lavet de 120 hyppigste ord i 15 cm X 15 cm rammer.
De har forskellige anvendelsesmuligheder - bl.a. passer de i plasticlommerne til Bee-Bot.
Design din egen julesweater
Måske lidt fjollet - men aktuelt...
Det er ret populært, at gå i julesweatre - men kan man lige finde det motiv, som man ønsker sig allermest?
Her kan du hente og printe et ark så, eleverne designe deres egen julesweater.
Eller de kan tegne, den julesweater, som de tror at Sus eller Big J allerhelst vil have.
Det kunne også være den julesweater, som de tror, at du/læreren allerhelst vil have 🙃.
God fornøjelse!
Blomster til kort
Disse blomster kan anvendes til eksempelvis mors eller fars dag.
Der er flere forskellige forslag - og de kan naturligvis kombineres på mange måder.
Side 1 - 4: Blomster som eleverne selv farvelægger og/eller skriver på
Side 5 - 9: Bund/Den nederste del af en blomst i forskellige farvekombinationer
Side 10 - 16: Top/Den øverste del at blomsten (klippes ud) til mor
Side 17 - 23: Top/Den øverste del at blomsten (klippes ud) til far
Du eller dine elever kan selv vælge, hvordan jeres kort skal sammensættes.
På billedet her ved siden af, kan du se et eksempel på et "Mors Dags kort".
Årets flethjerte 2019
Dette alternative flettede hjerte er med i årets julekalender.
Måske er der nogle af dine elever, der synes, at dette hjerte er sjovere at lave, end et helt traditionelt.
Alle med Copydan-aftale er meget velkomne til at anvende mine materialer - og er din skole udtaget som Copydan-skole, så registrer gerne mit materiale. På forhånd tak. 🤩
Klippekort
Disse klippekort kan blandt anvendes som en hilsen med små "gode gerninger" til fars dag.
Du finder kortet i 6 forskellige farver med "Klippekort til far" som overskrift.
Så filens side 7 og 8 finder du kort uden overskrift, så du kan bruge dem til andre formål (eller dedikere kortet til en anden end far).
Det tomme felt kan bruges til forskellige formål.
- skriv en hilsen
- tegn modtageren
- tegn modtagerns favoritting
- skriv/tegn, hvem klippekortet er fra.
Påskecirkler
Træning af finmotorik og fokus på detaljer!
Med et twist af påske, kan dine elever øve sig på at farvelægge små felter - og på at gå på jagt efter detaljer.
Arkene findes i 3 niveauer og begge er i to udgaver:
Det første ark er alene beregnet til at farvelægge, men det andet ark har til formål at eleverne skal finde mønsterfejl. Dette kan naturligvis også farvelægges.
I filen kommer de parvis:
Niveau 1: farvelæg - find og ret fejl
Niveau 2: farvelæg - find og ret fejl
Niveau 3: farvelæg - find og ret fejl
God fornøjelse.